Artikel: En barndom i voksentrusser

 Af Sarah Nissen

Der sidder hun med sine lyse lokker, i sin sorte poncho og med sin chloétaske hængende ned af skulderen. Et mælkebøttebarn ville man nok kalde hende.

Det synes ikke, at der bagved denne selvsikre kvinde, gemmer sig sprækker fra en fortid med en misbrugermor og en række anbringelser på børnehjem og i plejefamilier.

”Hvis jeg manglede undertøj, så gav hun mig hendes sorte blonde trusser på- dem kunne jeg jo sagtens passe, hvis bare man lige bandt en knude på hver side af trusserne- dette var et syn som skabte forskrækkede blikke og bekymrende spørgsmål fra min gymnastiklærer- og endnu en udtalelse fra skolen i sagsbehandlerens mappe.”

Liv Philipsen Mørk skildrer på hendes blog ”Livet som Liv” nøgternt og med en hudløs ærlighed og selvironi sin barndom. Bloggen har haft så stor interesse, at det har plantet en lyst til at skrive en selvbiografi. Titlen på bogen ”Min barndom i voksentrusser” har en metaforisk klang, den bliver nemlig også et udtryk for, at hun i en tidlig alder mistede barndommens sorgløshed, siger hun.

Følelserne under gulvtæppet

”Jeg beskriver ikke mine følelser, fordi dem kan jeg ikke huske.- Jeg kan ikke huske hvad jeg følte, da jeg endnu engang måtte ringe 112 fordi min mor igen havde taget en overdosis”

I dag sidder Liv med en masse erindringer. Erindringerne vækker en harme i hende i dag, men ikke dybe følelser. Hendes følelser fra dengang har hun et distanceret forhold til. Hun har sikkert haft nogle følelser, da hun som femårig stod og ventede på ambulancen, men hun har svært ved at rumme dem, siger hun.    

Medisterpølse & glaskartofler a la junkie

I den lille jyske flække Ginnerup, var der ikke mange penge at rufle rundt med. Øverst på prioriteringslisten var junk, alkohol og afbetaling af hendes mors gæld til blandt andet pushere og andet udestående. Først herefter blev udgifter som husleje, som delvist var betalt af kommunen, mad og almindelig forplejning prioriteret. I midten af måneden,  når pengene var brugt op, måtte Liv cykle den lange tur, ned til den lokale brugs, for at bede om, at få de sædvanlige dagligvarer; medisterpølse og glaskartoflerne, på klods. Den søde kassedame havde naturligvis svært ved at sige nej til lille femårige pige, som stod overfor hende.

Da madbudgettet ikke blev prioriteret synderligt, var menuen heller ikke særligt afvekslende. Dette har også har sat sine tydelige spor hos Liv i dag ”Den dag i dag får jeg kvalme ved tanken om medisterpølse, kolde glaskartofler og stegt torskerogn.”

En mønsterbryder med noget på hjertet                          

I dag er Liv 27 år. Trods en usædvanlig barsk barndom har hun fundet et stærkt fundament i sin sociale omgangskreds. Hun læser i dag på Roskilde Universitet og sidder i en lederstilling i Amnesty International. En mønsterbryder har hun dog stadig svært ved at identificere sig helt med.

 Med hendes bog ønsker hun at sætte fokus på normernes forfald i de udsatte familier. ”Der mangler de der grundlæggende værdier og normer i sådanne miljøer, som vi andre navigere efter og det er et problem.”

 ________________________________________________________________________________________________________________________

Min skønne veninde har i forbindelse med en eksamen i kommunikation på Roskilde Universitet, skrevet ovenstående artikel om mig. Jeg er utrolig stolt af at hun har formået at skrive så god en artikel om mig og mit bog projekt. 

 

Fucked Up Liv. På bog

Indledning

Jeg sidder hos tandlægen – jeg hader tandlæger. Ikke på grund af det, de gør ved mig, men mere grundet den heftige regning der er i vente. Over de sidste to måneder har jeg fået to rodbehandlinger og fået fjernet en visdomstand. Alt i alt en regning på små 13.000 kr. og jeg er på SU. Fuck the world, mit liv sutter for alvor røv nu.

Stort set alle der kender til min opvækst er imponeret over min åbenhed omkring den. De betegner mig som en mønsterbryder – et mælkebøttebarn – fordi jeg ikke lever et dysfunktionelt liv, og fordi jeg så åbent og ærligt kan tale om min opvækst. Min opvækst var præget af, at jeg er barn af en enlig heroinmisbrugende mor. Måske kunne man egentlig med lidt god vilje kalde hende multi-misbruger. Hendes foretrukne stof var klart heroin, men hun havde også en stor kærlighed til alle andre former for stoffer.

Mange har opfordret mig til at skrive en bog om mit – indtil videre – 26-årige liv, og jeg har ofte været lige ved at gøre det. Jeg har skrevet en blog om tragikomiske episoder fra min barndom, og det havde jeg ingen problemer med, for i min blog kunne jeg anlægge en ironisk distance til alle de, i virkeligheden, frygtelige oplevelser som min barndom har været gennemsyret af. Bloggen vakte stor interesse, og jeg fik på den baggrund mange henvendelser fra venner og fremmede, som gerne ville høre mere – det var jo kun brudstykker af min historie, som bloggen bød på.

At skrive en hel bog om mit liv er for mig meget mere angstprovokerede. Jeg vidste fra starten, at hvis jeg skulle skrive en bog, ville jeg være nødt til at skrive HELE min historie – også de rigtig grimme historier, som jeg ellers har holdt for mig selv. Jeg er nød til at skildre min mors sande jeg, min fars fejl og mangler og de mange svigt i min opvækst. Derudover – og ikke mindst – er jeg nød til at beskrive mit eget sande jeg, min sårbarhed, min dysfunktionelle adfærd – ja, alt det som jeg konstant forsøger at skjule fra omverden. Fy for helvede, hvor er det pisse fucking angstprovokerende! Jeg er ikke en quitter, og jeg er blevet enig med mig selv om, at det måske kan føre noget godt med sig at skrive en sådan hudløst ærlig beretning om et Fucked Up Liv.

Til alle implicerede i denne bog – tilgiv mig.

Here Goes…

 

Fucked Up Liv. Vol. 1.

 

”Har din barndom påvirket dig?” er et spørgsmål, som jeg tror jeg er blevet stillet omtrent lige så mange gange som Justin Bieber er blevet stillet spørgsmålet ”hvordan er det at være kendt?” (okay, måske ikke helt men..) Og i ville være i jeres gode ret til at kalde mig hamrende naiv, hvis jeg påstod at jeg var et følelsesmæssigt helstøbt menneske, hvis tragiske barndom blot var et ubetydeligt minde, som ikke har påvirket mit ”voksne” liv. Svaret på det spørgsmål må derved blive et rungende ”JA, for helvede!” Uddybningen på dette svar bliver temaet for en del af de fremtidige blogindlæg.

For et halvt års tid siden fortalte en af mine gode venner mig om en lægelig forskningsundersøgelse, der angiveligt beviser at en meget stresset barndom har en negativ indvirkning på hjernens udvikling. En overdreven udskillelse af adrenalin i en meget tidlig alder (grundet et højt stressniveau), skulle forårsage at de forreste hjerneklapper ikke i tilstrækkelig grad bliver færdigudviklet. Dette skulle resulterer i at mennesker som jeg, der falder ind i kategorien ”lettere stresset barndom”, bland andet kan blive mere end almindeligt distræte, samt har seriøse problemer med behovsudskydelse. Denne undersøgelse blev genstand for flere ting. For det første er det blevet min evigtgyldige undskyldning for alt i livet, som ingen kan sige noget som helst til ”Jeg kan ikke gøre for det, det er bare fordi jeg havde en utrolig hård barndom” (hvilket jo er genialt!) For det andet gav den mig også en forklaring på hvorfor jeg er så skide distræt.

Jeg kunne så inderligt godt tænke mig at være den der person der huskede aftaler. det er jeg bare ikke. Til gengæld er jeg blevet usædvanlig dygtig til at foregive at jeg da har fuld ud tjek på aftale, men at jeg blot lige bliver en halv time/45 minutter forsinket da jeg ”lige havde noget vigtigt jeg skulle ordne”. Hvis jeg skal mødes med nogen for at aflevere noget, er det for mig, mere reglen end undtagelsen, at jeg glemmer tingen der skulle afleveres. Der er konsekvent voldsomt rodet i mit hjem, og til trods for at jeg faktisk hader rod. Hvordan folk har tid i døgnet til at købe ind, rydde op, betale regninger eller få den der HPV vaccine er mig en gåde, i mit fucked up liv, er det meget sjovere at bruge hele sin månedsløn på Sushi og en Chloé taske – for så bagefter at undre sig over hvor alle pengene er henne (hej problem med behovsudskydelse).

Et par gode eksempler på min distræthed kan endvidere også findes på min rejse til Miami og New York i sommer. Konklusionen er knivskarp – jeg forbyder i fremtiden mig selv, at rejse uden for landets grænser uden en værge, jeg kan simpelthen ikke forsvare det. Punktum.

Som de fleste er bekendt med, så skal man ved indrejse i USA udfylde en VISA/ESTA ansøgning ca. en måned før afrejse, hvor man bland andet skal besvare relevante spørgsmål som ”Er du terrorist?”, ”har du en bombe med ombord på flyveren?” eller ”var du i perioden 1939-1945 medskyldig i Holocaust?” herudover skal man betale den amerikanske stat et delikat beløb på $10, fordi, why the fuck not… Alt dette var ordnet (i mit hoved). Det der efter al sandsynlighed er sket, er nærmere, at jeg tænkte på at udfylde VISA/ESTA ansøgningen, og derved havde formået at overbevise mig selv om at jeg selvfølgelig havde gjord det.

Så der stod jeg, kl. 04:00 i Københavns lufthavn, med damen i check-in skranken som sagde at jeg ikke kunne rejse ind i landet uden den ansøgning, men at jeg kunne skynde mig at udfylde den, betale for den, og så måske nå at få den godkendt inden mit fly lettede kl. 06:00. Jeg hastede ud for at ringe til en veninde, for at få hende til hurtigt at udfylde ansøgningen online. Hun skrev ”ESTA” på Google, og tog det første resultat det kom, herefter gav jeg hende alle mine personlige oplysninger (pasnummer, cpr-nummer, kreditkort kortnummer, adresse, fuldt navn m.v.) som hun indtastede i ansøgningen. Jeg skyldte mig op i check-in igen, og damen i skranken kiggede forvirret på mig, og sagde at VISA/ESTA ansøgningen stadig ikke var registreret, og spurgte mig om jeg havde brugt lufthavnens ”link” til den online ansøgning, hvilket jeg jo måtte svarer nej til. Nu blev hun mere stresset at se på end jeg brød mig om;  og hurtigt sagde hun ”der hersker virkelig mange falske VISA/ESTA ansøgnings sider, som tømmer din konto for penge, og misbruger dine personlige oplysninger – spær dit kort i en helvedes fart…” hvorefter hun sendte mig over på et kontor som måske kunne klarer ansøgningen for mig, selvfølgelig mod et gebyr på 400 kr. Jeg var ikke i stand til andet end at grine lettere hysterisk, der var under en halv time til mit fly lettede, og jeg var seriøst i tvivl om hvorvidt jeg ville nå mit fly. Damen på kontoret fik heldigvis ordnet min ansøgning. Og på et hængende hår, som den sidste passager (som konstant blev kaldt over højtalerne) nåede jeg mit fly. Ved mellemlandingen i Berlin, fik jeg spærret mit (sprit nye) MasterCard, og ved et fucking tilfælde havde jeg taget mit gamle visa kort med.

Jeg formåede at miste mit pas i Miami og mit kreditkort i New York. Mine to veninder var lige ankommet til Miami for at rejse med mig, og et par dage efter skulle vi til New York, der var dog et problem – mit pas var væk! Jeg brugte en hel nat og $150 i en taxa på at kører rundt til samtlige steder jeg havde været de foregående to dage for at finde det igen, uden held. Jeg havde mere eller mindre havde givet op, og forberedte mig nu på hvad jeg skulle sige de mine stakkels veninder. Tilfældigvis kørte vi forbi en natklub jeg var på to nætter tidligere, en af verdens største natklubber vel at mærke, jeg hoppede ud af taxaen spurgte grædende dørmanden om de havde et dansk pas liggende i ”lost and found” han kiggede på mig som jeg var den mest uansvarlige tøs han nogensinde havde set, og gik ind og hentede mit pas. Jeg havde tabt det på gulvet, og rengøringspersonalet havde fundet det.

Mit kreditkort var pludselig væk midt i en shoppe tur i New York. Mine veninder og jeg spenderede den næste time på at rende i alle butikker for at spørge efter kortet. Da vi ikke fandt det, gav jeg op og ringede til banken og spærrede kortet, og var rimelig panikken over min økonomiske situation. på vejen hjem, gik vi ind i en lille kiosk vi havde været inde i tidligere, og på disken lå ganske fint mit kort, præcist hvor jeg havde lagt det. Jeg har sikkert skulle kigge på nogle åndssvage nøgleringe, og har derfor lagt mit kort, og er uden videre omtanke gået fra kiosken igen – uden mit kort! Nu kunne jeg så stresse videre over hvordan jeg kunne få banken til at spærre mit kort op igen.

Om min distræte adfærd skyldes min barndom kan jeg ikke sige med sikkerhed. Jeg har dog en god fornemmelse om, at hvis jeg havde haft et sæt strukturerede forældre, en fast base, og faste rammer hvor jeg ikke i en alder af syv skulle bekymre mig om hvordan jeg får min crack fyldte mor hjem, hvordan finder jeg hjem med hende og i øvrigt hvordan jeg selv kommer op og i skole i morgen, havde jeg nok selv været en del mere struktureret i dag.

Next Up: Mig og mine mænd.

 

 

TeenageLiv

Som følge af denne blog, har mange spørgsmål meldt sig på banen. Et af de gennemgående spørgsmål er hvordan jeg så er nu. Det vil jeg forsøge at besvare i dette blogindlæg hvor jeg i første omgang vil beskrive mine teenageår.

 

I mine tidlige teenage år var jeg meget usikker. På trods af at jeg i virkeligheden havde mange gode veninder, jeg var af den klarer overbevisning, at alle andre var bedre end jeg selv. Med bedre mener jeg i alle afskygninger – min opfattelse var, at alle andre var klogere, pænere, sejere og mere afholdte end jeg.

Når jeg var sammen med mine venner i en gruppe, følte jeg mig altid ved siden af gruppen. Ifølge mig selv følte jeg mig aldrig selv som en fasttømret del af gruppen. Hvis nogen valgte at lave noget sammen med mig alene, var jeg helt overbevist om, at det enten var af medlidenhed overfor mig, eller at de simpelthen ikke havde noget bedre at tage sig til.

Magen til forskruet selvdestruktiv virkelighedsopfattelse skal man i den grad lede længe efter. Sandheden var i virkeligheden, at jeg var meget vellidt, og havde nogle gode og solide venskaber i min folkeskole på Vesterbro hvor jeg gik fra 3. Til 8. Klasse. Nogle af venskaberne holder sågar den dag i dag.

Usikkerheden var naturligvis ikke noget jeg talte om. Den kom derimod til udtryk gennem vedvarende frustration og vrede som, var nærmest umulig  at definere og sætte ord på. Ikke desto mindre var jeg nødsaget at give min far (som jeg boede hos), min farmor og min mor (som på dette tidspunkt var blevet stoffri, og levede et relativt normalt liv) en forklaring på, hvorfor jeg var så vred og ulykkelig. Fordi jeg ikke var bevist om min egen usikkerhed, og derfor ikke kunne forklarer denne, fik jeg fejlagtigt stukket dem en forklaring om at jeg ikke kunne lide den klasse som jeg gik i, og at jeg gerne ville skifte skole. Dette tog min familie naturligvis meget seriøst, og i den anledning så min far sit snit til både at forsøge at forbedre mine mangelfulde skolekundskaber, og min sociale trivsel. Han overflyttede mig kort efter (i midten af 8. Klasse) til en fin privatskole på Frederiksberg.

I retrospekt, var det et af de mest tragiske valg, der blev truffet på mine vegne, i mine teenageår. Jeg kom ind i klassen fyldt med økonomisk velstillede og fagligt dygtige elever, med hele min ubearbejdede barndom i bagagen, en usikkerhed på størrelse med Rusland, store faglige huller og som et middelklasse (sommetider grænsende til underklasse) skilsmissebarn der på utraditionelt vis boede alene med sin far i en toværelseslejlighed som ikke lå på Frederiksberg, men arbejderkvarteret Vesterbro. Jeg passede på ingen måde ind i den klasse, de syntes sandsynligvis at jeg var et underligt menneske, og jeg syntes at de var ekskluderende og arrogante. Summer summarum, jeg blev frosset ude i hele min skole tid i den klasse, fra midten af 8. Klasse, til og med 9. Klasse. Hvorfor frøs de mig ude, kunne jeg spørge mig selv, for langt hen ad vejen forstod jeg det ikke. Jeg havde bevist valgt både at holde min daværende og min barndomshistorie for mig selv, da jeg vidste at de aldrig ville kunne forstå den. Denne hemmelighed satte min klasselærer dog (uden min, eller min fars tilladelse) dog en stopper for.  Ved udgangen af min skole tid på den skole, fandt jeg ud af, at klasselæren lige da jeg var startet i klassen, havde benyttet en dag hvor jeg ikke var i skole, til at fortælle alle eleverne i klassen om hele min barndom, og at jeg boede alene med min far, informationer som hun i fortrolighed havde fået at vide af min far. Den lille detalje fik hun bare aldrig fortalt til mig. Hvis ikke eleverne før syntes at jeg ikke passede ind i klassen, så er der ingen tvivl om, at skellet mellem mig og dem nu blev trukket yderligere op, og grundet deres meget tydelige afstandstagen fra mig, fik jeg kun en endnu større følelse af usikkerhed og mindreværd, som kom til udtrykke i at jeg blev endnu mere vred og frustreret på mine omgivelser.

Fordi jeg vidste hvor meget min far måtte knokle for at få penge til at jeg kunne gå på den privatskole, nænnede jeg ikke at fortælle ham om alle disse ting. Jeg bildte ham ind at alle klassekammeraterne var søde, at det gik godt fagligt, og at jeg godt kunne lide lærerne.

Det som holdte mig oppe i den tid, var to rigtig gode veninder som jeg havde fra en rideskole som jeg gik på. Dem var jeg sammen med hver dag. Igennem dem fik jeg min første kæreste, han var ikke særligt sød, og heller ikke pæn på nogen måde. Han spurgte mig om jeg ville være kærester, og da mit selvværd dikterede at der nok ikke var nogen der ville have mig, så måtte jeg jo hellere takke ja, når nu chancen bød sig. Han kan beskrives lidt som en Chihuahua – et meget lille menneske (både i højden og karakteren) med meget lidt selvværd som til gengæld havde et gigantisk temperament. Han havde et voldsomt hashmisbrug, og mente uden overdrivelse, at alt hvad der gik galt for ham, var min skyld. Han så mine venner og min familie som en stor trussel mod ham, så dem mente han ikke at jeg burde have noget videre kontakt til. Der gik halvandet år før jeg fik samlet mod til at forlade ham. Derefter lovede jeg mig selv højt og helligt at jeg ville sætte mig selv højere for fremtiden, og ikke finde mig i hvad som helst. Det resulterede i, at jeg i de næste mange år ikke så mænd som andet end flygtigt selskab.

Efter afslutningen af privatskolen i 9. Klasse, sendte min far mig på efterskole. Jeg var så tilpas vred og besværlig at han, forståeligt nok, mente at det ville være bedre for mig at komme lidt væk, og jeg var af samme opfattelse. Her fik jeg min første sociale og faglige succes. Jeg fik nogle rigtig gode venner, og jeg fandt lige pludselig ud af, at der var flere fag som jeg faktisk var ret dygtig til, og at jeg derved sagtens kunne blive til noget her i livet. Den efterskole min far valgte, var på trods af at hverken min far eller jeg var kristne, en kristen indremissionsk efterskole – guderne må vide hvorfor han valgte lige den. Muligvis fordi han ønskede at bibringe mig noget disciplin og et fastere moralkodeks. Lærerne var qua deres kristne tro meget kærlige og nære med deres elever på skolen, og det var lige præcist hvad jeg havde behov for, så på den måde var den skole et perfekt mach for mig. På den anden side, havde de dog lidt specielle holdninger og overbevisninger. Eksempelvis fortalte jeg skoleinspektøren, at jeg skulle have forkortet venstre ben, da det var fem centimeter længere end det andet ben. Det synes han var så synd for mig, at han fik en præst til at komme, så skoleinspektøren og præsten sammen kunne bede for mit ben. Det foregik ved, at jeg kom ind på et kontor, satte mig på en stol, fik olie i panden og et kort i hånden, og derefter satte præsten og skoleinspektøren sig på gulvet foran mit ben og bedte inderligt til Gud, om at mit ben på mirakuløs vis ville give sig til at vokse de manglende fem centimeter.

Jeg vil i det næste blogindlæg gå videre med at fortælle om hvordan livet var efter de hårde teenageår.

 

Logik for Junkiehøns

Min mors logik og virkelighedsopfattelse var til tider en anelse anderledes end andres. Den reelle virkelighed var qua hendes livsstil ofte ikke til hendes fordel, og derfor var det at foretrække for hende at konstruere en anden virkelighed der i højere grad var til hendes fordel.

Det kom der mange historier ud af…

 

Et års tid før hun døde, ringede hun en aften til mig, for at informere mig om at hun nu havde taget en drastisk, men nødvendig, sundhedsmæssig beslutning. Hun ville stoppe med at ryge . Begrundelsen var, at det simpelthen var for skadeligt for helbredet.

Rygningens indflydelse på hendes helbred havde hun dog allerede forsøgt at gøre noget ved – hun havde skiftet fra cigaretmærket Cecil til de nye ”helsesmøger” som hun kaldte dem; lime eller orange Kings. Efter flere års forsøg, måtte hun ikke desto mindre erkende, at ”helsesmøgerne” ikke havde den ønskede ”helseeffekt” som hun havde håbet, og derfor besluttede hun sig nu for helt at stoppe med at ryge.

Under almindelige omstændigheder ville dette synes at være et yderst fornuftigt valg. Nu var det bare sådan, at min mor sideløbende med at være ryger, også var heroinmisbruger, og derfor prøvede jeg i løbet af min telefonsamtale med hende, at appellere til, at der måske var andre afhængigheder der, lige nu og her, var mere vigtige at prøve at få bugt med – det var, alt andet lige, hendes heroinmisbrug der var ved at slå hende ihjel. Til den kommentar svarede hun meget forurettet:

”Liv, det er rygningen der er mit største problem. Det er dårligt for mine lunger, og det er alt for dyrt, og så har jeg lige set et program i TV om alle de farlige stoffer de putter i cigaretterne. Jeg er meget skuffet over, at du ikke vil støtte mig i min kamp mod cigaretterne.”

★★★

En anden telefonsamtale med min mor (Annette):

Annette: ”Hej skattepige, nu skal du bare hører, jeg har besluttet at jeg vil i behandling. Nu skal det simpelthen være slut med det misbrug.”

Mig: ”skide godt mor, jeg støtter dig hele vejen! Du må bare virkelig kæmpe for det, og blive på behandlingshjemmet – også når det bliver hårdt!

Annette: ”Ja selvfølgelig Liv, jeg er så motiveret denne gang! Vil du så komme og besøge din gamle moder ind imellem?”

Mig: ”Det kan du tro jeg gerne vil mor. Ringer du så ikke til din socialrådgiver i dag, mens du stadig har motivationen?

Annette: ”Ahh Liv, du ved godt hvad NA siger – man skal tage tingene en dag af gangen! Jeg kan sgu ikke overskue at ringe i dag, det må altså blive en anden dag. Det er simpelthen så irriterende at du skal presse mig sådan Liv!”

★★★

I den periode min mor var stoffri sad hende og jeg en aften og talte om vores tid i Jylland da hun var aktiv misbruger. Jeg påpegede at det måske ikke var det bedste for en seks lille pige at skulle påtage sig en voksenrolle overfor sin mor, og sørge for de fleste huslige opgaver som indkøb, madlavning etc. Min mor fik et svagt smil på læben, og svarede:

”Liv, for det første var det jo kun for sjov, og kun én gang, at du handlede og lavede mad til os; du elskede jo at lege husmoder. For det andet var det slet ikke mig der pådragende dig de ar på sjælen som du i dag kæmper med – det er udelukkende din fars skyld! Hans hårdhed og primitive livssyn har ødelagt dig! Du havde det meget bedre da du boede hos mig”

 

Så hvorfor denne blog?

Der er mange mennesker der fejlagtigt tror, at grunden til at jeg offentligt beskriver mine barndomsoplevelser, er fordi jeg bruger det som en form for selvterapi, forstået således at bloggen skal fungere som en personlig bearbejdelse af mine oplevelser – i et offentligt forum. Denne antagelse er så langt fra sandheden, som det er muligt.

Grunden til at jeg skriver bloggen, er først og fremmest fordi jeg ikke kan lade være. Når man, som jeg, er opvokset i et misbrugsmiljø, eller andet socialt belastet miljø, følger der uundgåeligt skæve tragikomiske episoder og handlemønstre med, som dem jeg beretter om. Lige præcis disse mener jeg er så sjove og groteske, at det er nødvendigt at dele dem med hele verden. Jeg undrer og ærgrer mig over, at der ikke er flere der fortæller disse tragikomiske historier – for det er da fucking sjovt!

Endvidere har jeg et håb om at denne blog kan virke en smule tabudræbende.

I min familie har vi altid været relativt åbne omkring min mors misbrug, og  dette gjorde at jeg, allerede i en meget ung alder, fik en stor forståelse for misbrug og havde derved nemt ved at tale om det. Jeg er overbevist om, at hvis jeg ikke havde ”fået lov” til at tale så meget om det som jeg gjorde, havde min mors misbrug været dybt tabubelagt, og så var jeg nok dumpet direkte ned i den der ”sociale arv- suppe” som ingen rigtig gider spise.

Mit håb er, at min åbne og ærlige tilgang til min barndom kan bidrage til en forståelse af, hvordan livet som barn af en misbruger er, og gøre det nemmere for alle at tale om. Hvis jeg kan, så kan alle. Og forståelsen er så vigtig – for de børn, der lever med forældre, der har et misbrug, har sådan brug for at blive mødt med accept og forståelse. De har ikke brug for mere modgang.

 

 

 

De normløse familier.

Jeg så igår dokumentaren “min barndom i helvede” der omhandler Børneråds formanden Lisbeth Zornig Andersens opvækst som var præget af grov vold, misbrug og sex.

Hun italesætter sådanne famile forhold som normløse. Normløse forstået således, at der i sådanne familier ikke er nogen normer for hvad man gør og ikke gør. Herved bliver det at drikke uhæmmet, tæske sine børn og kone, have vild sex foran datteren, for derefter at have sex med datteren til noget “normalt” – der er for dem ingen normer der siger dem, at sådan en livsstil og sådanne handlinger er forkert.

Denne dokumentar satte virkelig min tankevirksomhed igang, for jeg genkender så tydeligt denne normløshed fra min egen barndom med min mor. Selvom min mor kom fra en familie hvor pli og normer var sat højt på dagsordnen, så var min mor fuldstændig normløs da hun boede i jylland med mig. I virkeligheden mener jeg at man kan beskrive hende som et menneske der kørte udelukkende på instinkter og lyst- og det med alt hvad det indebærer.

Det er en hård dokumentar, der portrættere det der i mine øjne er verdens stærkeste kvinde. Hun er fremover mit forbillede.

 

Se dokumentaren her:

http://www.dr.dk/nu/player/#/min-barndom-i-helvede/41633/00:00

 

 

 

Min barndom i voksentrusser…

I min jyske barndomstid, var der naturligt ikke særligt mange penge at gøre godt med- faktisk var der ingen. Junken var den største, og for min mor vigtigste, udgift, herefter kom udgifter som husleje der dog delvist var dækket af kommunen, mad og almindelig forplejning.

Denne økonomiske afgrund gav visse daglige problemer og finurligheder…

Mad skulle der på bordet, men der var ofte ikke penge til det, så i starten af måneden købte hun på klods i den lokale Brugs, det kunne almindeligvis gå et par gange, indtil det blev for pinligt for min mor at gå ned i brugsen og spørge om hun kunne få det på regningen igen. Derfor var det stort set altid min opgave i midten/slutningen af måneden at cykle den lange tur ned til brugsen for at få de sædvanlige dagligvare på klods- den søde dame der sad i kassen og i øvrigt ejede brugsen kunne ikke sige nej til den lille 5-6 årige Liv der stod og bedte om at få varerne på klods.

For at min mor kunne betale regningen til brugsen den første i måneden, skulle maden være så billig som overhoved muligt, herudover havde min mor hverken evnerne eller overskuddet til at kreere sunde måltider til os, så morgenmaden stod (hver dag) på stegt torskerogn, om jeg fik madpakke med, var mere undtagelsen end reglen, men de dage hvor jeg faktisk havde en madpakke med, så var det unaturligt tykke skiver tørt rugbrød med leverpostej på. Aftensmaden var (igen, hver aften) stegt medisterpølse og kolde glaskartofler- den dag i dag får jeg kvalme ved tanken om medisterpølse, glaskartofler og stegt torskerogn.

Tøj til mig var også en udfordring, jeg voksede jo hurtigt i den alder, og min mor havde ikke råd til jævnligt at købe nyt tøj til mig. Hun så det dog ikke som noget større uløseligt problem, da hun på vores jævnlige ophold på forskellige behandlingshjem fik foræret tøj til mig, og hvis jeg alligevel fra tid til anden manglede tøj, så var hun ikke for fin til at finde på kreative løsninger, eksempelvis har hun ofte klippet ærmer og bund af en af hendes aflagte trøjer således at jeg kunne passe dem, eller hvis jeg manglede undertøj, så gav hun mig hendes sorte blonde trusser på- dem kunne jeg jo sagtens passe, hvis bare man lige bandt en knude på hver side af trusserne- dette var et syn som skabte forskrækkede blikke og bekymrende spørgsmål fra min gymnastiklærer- endnu en udtalelse fra skolen i sagsbehandlerens mappe.

Den økonomisk ”klemte” situation vi konstant var i fordrede også at legetøj ikke var på listen over ”need to have” (det var derimod junk) min mor mente dog alligevel at jeg selvfølgelig skulle have legetøj- noget fik jeg foræret fra medfølende forældre i skolen, eller fra min familie i København, andet var min mor igen kreativ omkring- da jeg gerne ville have et barbiehus som de andre piger fra min klasse, så besluttede hun i en brandert at bygge et ud af skotøjsæsker- hun glemte selvfølgelig at bygge det færdigt. En anden gang ville jeg gerne lege læge- her havde hun, naturligvis, også en billig og kreativ løsning, hun gav mig en rulle plaster, nogle Treo (som jeg IKKE måtte spise) rensede to kanyler og tog nålene af, og wupti, så kunne jeg lege læge.

 

At vaske sine hænder i Heroin.

I den tidligere nævnte jyske by Ginnerup som min mor og jeg boede i, kan det umiddelbart antages at det var en prøvelse for min mor at skaffe sig sine stoffer – især i de perioder hvor hun (af gældsmæssige årsager) ikke var velkommen i rockerborgen svillerbasserne, som hun almindeligvis skaffede de daglige fix hos.

En sådan antagelse er aldeles forkert. Min mor fandt altid en måde hvor på hun kunne skaffe sin daglige dosis heroin. I Ginnerup lå en idyllisk hvid herregård hvor en øjensynligt harmonisk familie på tre, far, mor og dreng boede. Moderen var så vidt jeg husker hjemmegående, drengen der var et par år ældre end mig, gik på min skole, var flittig, køn og altid velklædt – i det hele taget var han en meget korrekt dreng. Så var der faderen. Han var en passioneret leder af et behandlingshjem for misbrugere, han var landmand i fritiden, han var typen der solgte friske jordbær og kartofler fra gården. Følgende kommer det pudsige – den ellers så ”frelste” fader, havde et lille bijob, et job hvis særdeles gode indtægt han sandsynligvis ikke har indberettet til skat. Faderen var min mors (og muligvis også svillerbassernes) drug dealer. Min mor og faderen korresponderede om pris, mængde, sted og dato etc. via små sedler som faderens fik søn til at løbe op og aflevere personligt til min mor. Her skulle sønnen vente på at min mor afgav svar på bagsiden af sedlen, og så derefter løbe tilbage og aflevere sedlen til hans far.

Til denne historie er min afsluttende bemærkning at den frelste fader tjente penge på misbrugeres ulykke- på alle tænkelige måder.

Familien Philipsen

I søndags (den 8. April) ville min mor have fyldt 50 år. I den anledning vil jeg fortælle om hendes familie, hendes opvækst og hvordan det gik så galt.

Paradoksalt nok, kommer min mor og jeg fra en meget fin og velhavende familie, eller mere præcist- hun er vokset op i døningrne fra en meget velhavende familie.

Jeg har kunne datere familien tilbage til ca. år 1830, og de har stort set alle sammen været rige og magtfulde.

Constantin Philipsen var på sin vis essensen af Philipsen familien. Han var biografpioner, og står bag stort set alle ældre biografer i Danmark.

Hans efterkommere overtog selvfølgelig hans karriere som biograf direktører, men derudover opkøbte de også pels kæden AC Bang som af status var nogle lignende hvad Birger Christensen pelse er i dag. De involverede sig også i en del byggeprojekter i København heriblandt mange af husende i pisserenden.

Af en uvis grund ophørte familiens karrierespor i midten af 1900 tallet. Muligvis på grund af krigen eller efterkrigstiden.

Formentligt har de solgt alle deres virksomheder for meget store summer penge, for sikkert er det, at der var nok penge til at min oldemor hendes søster, min mormor og morfar og deres børn (heriblandt min mor) kunne opretholde livsstilen i overklassen, alene på grund af den arv. Min oldemor havde eksempelvis aldrig nogensinde brug for et arbejde, og min mormor var almindelig kontorassistent, dog havde de stadig mere eller mindre alle de penge de havde brug for- takket være familiens ovenfornævnte formue.

Dette sætter jo et dilemma, for familien var jo rig, men havde efterhånden intet at have det i, de havde kun historien og mindet om den anerkendte og velhavende familie som de kom fra. Og de må have vidst, at rigdommen og overklasse livsstilen ville slippe op på et tidspunkt – da ingen af dem uddannede sig, eller på anden måde arbejdede sig op af karrierestigen.

Det at være noget, uden rigtig at være det alligevel, tror jeg har været en tragisk virkelighed for dem, som uden tvivl har bragt dem i en form for familiær identitetskrise.

Qua familiens rigdom, blev min mormor som var enebarn feteret i stor stil, hvilket afgjort har gjord hende til hvad man kan kalde en ”forkælet diva”. Kold, meget snobbet  (uden rigtig at have noget at have det i) men dog også med overklassens ironi.

Ud fra hvad jeg kan stykke sammen fra min mors gengivelser af hendes barndom, var min mormor et menneske der var psykisk ude af balance – i dag ville hun muligvis have fået en eller anden psykisk diagnose.

Min mor har berette, var hun utilregnelig, ofte ondskabsfuld og gjorde en frygtelig forskelsbehandling på hendes to børn (min mor og min onkel) der var ingen tvivl om at hun anså hendes søn som den bedste, og hendes datter (min mor) som mindre elskelig.

Min mormor var angiveligt af den overbevisning, at min mor som barn var mindre begavet – hun mente at der måtte være noget galt med min mors intelligens, og valgte derfor at få min mors intelligens testet hos en professionel. Testens resultat var meget overraskende og frustrerende for min mormor – min mors intelligens lå over middel, hvilket betød at min mors usikkerhed, og problemer i skolen måtte skyldes hendes egen dårlige moderegenskaber, en viden hun ikke kunne erkende. Et andet problem var endvidere at resultatet også beviste at min mor ikke var mindre intelligent end hendes bror – men han skulle jo gerne forblive det mest intelligente af hendes to børn. Derfor formanede hun min mor om aldrig nogensinde at fortælle hendes bror, hendes far, eller nogen andre om dette resultat. De skulle forblive i troen af min mor var mindre begavet.

Da min mor døde, læste jeg i nogle af hendes dagbøger, og her beskriver hun en ganske sigende situation for min mors status i familien:

”

Der er familiemiddag derhjemme, jeg har siddet oppe på mit værelse. Da jeg kommer ned i stuen til de andre, stopper de alle med at snakke, som om jeg har forstyrret dem i noget. Det var tydeligt at jeg ikke var velkommen. Mor skynder sig at sige ”Annette- gå lige en tur med Trold” (trold er en puddelhund de havde)

                                                                                                                                    ”

Samtiden (60-70’erne) dikterede endvidere også at det i overklassen var moderne at have ”dårlige nerver” den fulgte min mormor selvfølgelig med på, og begyndte at tage nervepiller- og fik en afhængighed til disse.

Da min mormor og morfar blev skilt, blev børnene fordelt mellem forældrene, min mor kom til at bo alene med min mormor i en lejlighed, og min onkel kom til at bo sammen med min morfar. Min mor har her været ca. 10 år)

Herefter gik det grusomt galt for min mor. Hun boede alene med sin mor, som det meste af tiden udviste skuffelse og foragt for min mor. Og min mor forsøgte hele tiden at gøre sig fortjent til hendes mors kærlighed, for det meste uden held. Da min oldemor Rigmor fandt ud af hvor galt det stod til, flyttede hun i samme opgang, så hun kunne være til støtte og hjælp for min mor, og så hun havde et sted at gå hen, når det hele var alt for slemt. Dette har helt sikkert været en stor hjælp for min mor, for hun elskede Rigmor (hendes mormor) meget højt. Dog var hjælpen ikke stor nok.

De sociale myndigheder var også på besøg hvert fald en gang, med henblik på at se hvordan min mor trives (hvem der har rettet henvendelsen til disse vides ikke) Dog blev min mor ikke fjernet, Min mormor har garanteret formået at fremstå som en sød, velafbalanceret og velhavende mor, og man fjernede jo ikke bare et barn fra en fin dame.

I min mors teenageår begyndte hun at stjæle af min mormors nervepiller, det kan man vel også sige at hun havde brug for… desværre blev dette til hendes første afhængighed.

Hun fandt en ungdomsbolig, og fik et fællesskab af ligesindede på Christiania, et fællesskab der desværre inkluderede en del fester, alkohol og stoffer.

I en alder af 52 år fik min mormor kraft i hjernen, og kom til sidst til at bo på et meget fint  hospice, hvor reglen var, at de pårørende skulle passe og pleje den døende. Dette blev alene min mors opgave-  ingen andre hjalp hende, på trods af at min mor kun var 24 år, og højgravid med mig. Hun var der hver dag for at passe, medicinere hendes døende mor. Jeg tror min mor helt til det sidste kæmpede en brag men allerede tabt kamp om at vinde hendes mors kærlighed og accept. Hun fik den aldrig. I sensommeren 1986 døde min mormor på hospicet.

Dette skubbede min mor ud over kanten – hun kunne ikke klare hendes virkelighed, tabet af hendes mor i al for ung en alder, kærligheden hun aldrig fik, de dysfunktionelle familie relationer til hendes bror og far, hun var selv lige blevet mor, og var i øvrigt midt i en separation fra min far.

Så var det nemmere bare at dope virkeligheden væk…

Æret være hendes minde…

Foto fra tiden i Ginnerup

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Min barndom var ofte forbundet med pudsige indfald fra min mors side. Dette billede bevidner eksempelvis om en morgen hvor hun vækkede mig og sagde “Liv. idag skal du ikke i skole. Idag skal vi male hinanden i ansigterne” og det gjorde vi så. Dog faldt min mor i søvn midt i det hele, og jeg måtte selv prøve at vaske det acrylmalede mønster af mit ansigt, hvilket øjensyneligt ikke gik udpræget godt.

Pis på reglerne

Et af de mange behandlingshjem som min mor og jeg igennem tiden boede på, var Ringgården i Middelfart. Her boede vi i et halvt års tid, da jeg var ca. 6 år. Umiddelbart var min mor rigtig glad for at bo her, da hun fik gratis mad, gratis bolig, masser gode venner og vigtigst af alt, jeg kunne bo der sammen med hende. Dog var der én lille detalje som bestemt ikke passede hende – på Ringgården måtte man (naturligt) ikke medbringe, købe eller indtage heroin, og min mor havde da bestemt ikke nogen intentioner om at stoppe sit misbrug, hvert fald ikke lige på det tidspunkt. For at gøre situationen om end mere irriterende for min mor, så forlangte personalet ugentlige urinprøver fra alle beboerne, hvilket betød at min mor ikke bare kunne smugle stoffer ind på behandlingshjemmet og så fixe hemmelighed. Det havde hun ellers altid gjord på de andre behandlingshjem som vi tidligere havde boet på.

Et gammelt klichéfyldt ordsprog siger ”hvor der er vilje, er der vej” og i sandhed må det siges at min mor havde viljen, og hun fandt vejen.

Da beboerne måtte lave deres urinprøverne på deres egne toiletter, og efterfølgende bare skulle aflevere dem på et kontor, regnede hun ud, at der ikke ville være en kæft der opdagede hvis hun fik mig til at lave hendes urinprøver.

Uge efter uge lavede jeg min mors urinprøver, som hun gladelig kunne aflevere til personalet som aldrig opdagede noget. Dog undrede jeg mig godt nok over hvorfor min mor hele tiden mente at jeg havde blærebetændelse, og at jeg blev nød til at lave en tisseprøve til lægen, når jeg slet ikke selv mente jeg fejlede noget.

Hvor fanden er hunden

Min mor stjal på et tidspunkt en hund fra Christiania, det var en Old English Sheep dog og vi valgte at beholde den.  Jeg var 3 da vi fik den. Den hed Flipper og jeg elskede den hund.

Min mor havde engang, i meget påvirket og desorienteret tilstand, rendt rundt nede i den lokale by og ledt efter flipper, som hun bestemt mente havde været væk i dagevis. I løbet af hendes søgen, mødte hun en veninde ”Anna” som forvirret fortalte hende, at Flipper ikke var væk. Flipper var lige ved siden af min mor, til gengæld kunne min mor ikke helt redegøre for hvor jeg var henne, og i øvrigt for hvor jeg havde været de sidste par dage.

Mens nogle mødre til nøds bytter om på børns navne, havde min mor formået på et kæmpe trip at bytte om på mig og hunden. Trippets omfang er uvist, men det må konstateres at denne episode forløb over flere dage.

Uskadt fremkom jeg dog fra psykosens tåger og efterfølgende har denne episode fremkaldt en del eftertanke fra min side. For eksempel hvor jeg har været henne? Har min mor klædt hunden på, siden denne forveksling kunne finde sted?

Mine omgivelser reagerede da også på episoden….

Anna valgte kort efter at kontakte min mors socialrådgiver for at fortælle om episoden, og i den forbindelse ytre hendes store bekymring vedrørende barnets tarv – de sociale myndigheder måtte skride til handling hurtigst muligt. Til dette svarede den kvindelige socialrådgiver meget vredt, at Anna bestemt ikke skulle blande sig i hendes klients sag, og smækkede derefter røret på. Sådan kan man jo også tackle barnets tarv…

 

NB. Anna er et fiktivt navn.

Hvad mor ønsker, skal hun få.

I den tidligere beskrevne lille flække Ginnerup, som min mor og jeg boede i, lå Svillerbassernes rockerborg nærmest på den anden side af gaden. Vi kom der selvfølgelig ofte, dels fordi min mor var misbruger og enlig mor til mig – så hun havde ofte brug for lidt ”aflastning” fra den anstrengende moder rolle , og her stod rockerpræsidenten Lau, hans kone og hans 5-årige søn til rådighed, deres kriminelle livsstil og alkoholforbrug til trods. Og dels fordi Svillerbasserne også var dem, som min mor købte sit junk fra.

Ved en af de meget vilde fester, som Svillerbasserne ofte holdte, fortalte min mor i en brandert om hendes pludselige og meget inderlige ønske om at få sig et vildsvin. Dette ønske tog Svillerbasserne meget seriøst, hvilket resulterede i, at der morgenen efter i forhaven til vores lille rækkehus lå skindet fra et flået vildsvin, vel at mærke med kød, blod og fedt på ’undersiden.’ Min mor kunne ikke tage sig sammen til at få skindet fjernet, og da vi var i højsommeren med masser af sol og varme, blev skindet hurtigt ekstremt lugtende og nærmest levende. Flere måneder efter (og efter store problemer med naboerne) fik hun endelig skindet fjernet. Græsset, hvor vildsvinet havde ligget, var dog for altid svedet væk.

Kunsten at blaffe som 5-årig…

Min mor og jeg boede i et par år i en meget lille flække i Jylland (Ginnerup); der var et plejehjem, nogle beskyttede boliger, en gård, en DagligBrugs og en rockerborg. Den lokale rutebil kørte kun to gange dagligt, hvilket gjorde at det var ganske normalt at blaffe. Så det gjorde vi også. Problemet var dog, at min mor ofte var meget påvirket, når vi skulle blaffe, og ingen biler ville derfor stoppe. Så hun lærte selvfølgelig mig at blaffe (jeg var 4-6 år). Logikken var, at flere biler ville stoppe, hvis en lille pige stod og blaffede.
Dette foregik således, at når der var en bil i syne, gemte min mor sig, og jeg blev instrueret i at lave kys-mund, strække armen ud, lave thumbs up og vrikke med røven i håbet om, at bilen ville stoppe. Var der en bil, der stoppede (hvilket der næsten altid gjorde), løb min mor frem fra sit skjul, flirtede med chaufføren, og kom på den måde med i bilen. Vi fik på den måde næsten altid et lift hjem.

Svillerbasserne

Livet i Ginnerup (Jylland) fra jeg var 4-6 år var en fin tid. Jeg blev blandt andet ofte passet af rockergruppen Svillerbasserne. Her legede jeg med rockerpræsidentens søn og deres hunde og nød sommerdagene i haven.

Svillerbasserne levede på mange måder et specielt liv, som du kan læse om her:

http://www.bt.dk/nyheder/svillerbasse-levede-det-vilde-forbryderliv

Der er bl.a. lavet en satire-serie som minder uhyggeligt meget om deres liv i Ginnerup; “Svinene” (Drengene fra Angora)

True story…