TeenageLiv

Som følge af denne blog, har mange spørgsmål meldt sig på banen. Et af de gennemgående spørgsmål er hvordan jeg så er nu. Det vil jeg forsøge at besvare i dette blogindlæg hvor jeg i første omgang vil beskrive mine teenageår.

 

I mine tidlige teenage år var jeg meget usikker. På trods af at jeg i virkeligheden havde mange gode veninder, jeg var af den klarer overbevisning, at alle andre var bedre end jeg selv. Med bedre mener jeg i alle afskygninger – min opfattelse var, at alle andre var klogere, pænere, sejere og mere afholdte end jeg.

Når jeg var sammen med mine venner i en gruppe, følte jeg mig altid ved siden af gruppen. Ifølge mig selv følte jeg mig aldrig selv som en fasttømret del af gruppen. Hvis nogen valgte at lave noget sammen med mig alene, var jeg helt overbevist om, at det enten var af medlidenhed overfor mig, eller at de simpelthen ikke havde noget bedre at tage sig til.

Magen til forskruet selvdestruktiv virkelighedsopfattelse skal man i den grad lede længe efter. Sandheden var i virkeligheden, at jeg var meget vellidt, og havde nogle gode og solide venskaber i min folkeskole på Vesterbro hvor jeg gik fra 3. Til 8. Klasse. Nogle af venskaberne holder sågar den dag i dag.

Usikkerheden var naturligvis ikke noget jeg talte om. Den kom derimod til udtryk gennem vedvarende frustration og vrede som, var nærmest umulig  at definere og sætte ord på. Ikke desto mindre var jeg nødsaget at give min far (som jeg boede hos), min farmor og min mor (som på dette tidspunkt var blevet stoffri, og levede et relativt normalt liv) en forklaring på, hvorfor jeg var så vred og ulykkelig. Fordi jeg ikke var bevist om min egen usikkerhed, og derfor ikke kunne forklarer denne, fik jeg fejlagtigt stukket dem en forklaring om at jeg ikke kunne lide den klasse som jeg gik i, og at jeg gerne ville skifte skole. Dette tog min familie naturligvis meget seriøst, og i den anledning så min far sit snit til både at forsøge at forbedre mine mangelfulde skolekundskaber, og min sociale trivsel. Han overflyttede mig kort efter (i midten af 8. Klasse) til en fin privatskole på Frederiksberg.

I retrospekt, var det et af de mest tragiske valg, der blev truffet på mine vegne, i mine teenageår. Jeg kom ind i klassen fyldt med økonomisk velstillede og fagligt dygtige elever, med hele min ubearbejdede barndom i bagagen, en usikkerhed på størrelse med Rusland, store faglige huller og som et middelklasse (sommetider grænsende til underklasse) skilsmissebarn der på utraditionelt vis boede alene med sin far i en toværelseslejlighed som ikke lå på Frederiksberg, men arbejderkvarteret Vesterbro. Jeg passede på ingen måde ind i den klasse, de syntes sandsynligvis at jeg var et underligt menneske, og jeg syntes at de var ekskluderende og arrogante. Summer summarum, jeg blev frosset ude i hele min skole tid i den klasse, fra midten af 8. Klasse, til og med 9. Klasse. Hvorfor frøs de mig ude, kunne jeg spørge mig selv, for langt hen ad vejen forstod jeg det ikke. Jeg havde bevist valgt både at holde min daværende og min barndomshistorie for mig selv, da jeg vidste at de aldrig ville kunne forstå den. Denne hemmelighed satte min klasselærer dog (uden min, eller min fars tilladelse) dog en stopper for.  Ved udgangen af min skole tid på den skole, fandt jeg ud af, at klasselæren lige da jeg var startet i klassen, havde benyttet en dag hvor jeg ikke var i skole, til at fortælle alle eleverne i klassen om hele min barndom, og at jeg boede alene med min far, informationer som hun i fortrolighed havde fået at vide af min far. Den lille detalje fik hun bare aldrig fortalt til mig. Hvis ikke eleverne før syntes at jeg ikke passede ind i klassen, så er der ingen tvivl om, at skellet mellem mig og dem nu blev trukket yderligere op, og grundet deres meget tydelige afstandstagen fra mig, fik jeg kun en endnu større følelse af usikkerhed og mindreværd, som kom til udtrykke i at jeg blev endnu mere vred og frustreret på mine omgivelser.

Fordi jeg vidste hvor meget min far måtte knokle for at få penge til at jeg kunne gå på den privatskole, nænnede jeg ikke at fortælle ham om alle disse ting. Jeg bildte ham ind at alle klassekammeraterne var søde, at det gik godt fagligt, og at jeg godt kunne lide lærerne.

Det som holdte mig oppe i den tid, var to rigtig gode veninder som jeg havde fra en rideskole som jeg gik på. Dem var jeg sammen med hver dag. Igennem dem fik jeg min første kæreste, han var ikke særligt sød, og heller ikke pæn på nogen måde. Han spurgte mig om jeg ville være kærester, og da mit selvværd dikterede at der nok ikke var nogen der ville have mig, så måtte jeg jo hellere takke ja, når nu chancen bød sig. Han kan beskrives lidt som en Chihuahua – et meget lille menneske (både i højden og karakteren) med meget lidt selvværd som til gengæld havde et gigantisk temperament. Han havde et voldsomt hashmisbrug, og mente uden overdrivelse, at alt hvad der gik galt for ham, var min skyld. Han så mine venner og min familie som en stor trussel mod ham, så dem mente han ikke at jeg burde have noget videre kontakt til. Der gik halvandet år før jeg fik samlet mod til at forlade ham. Derefter lovede jeg mig selv højt og helligt at jeg ville sætte mig selv højere for fremtiden, og ikke finde mig i hvad som helst. Det resulterede i, at jeg i de næste mange år ikke så mænd som andet end flygtigt selskab.

Efter afslutningen af privatskolen i 9. Klasse, sendte min far mig på efterskole. Jeg var så tilpas vred og besværlig at han, forståeligt nok, mente at det ville være bedre for mig at komme lidt væk, og jeg var af samme opfattelse. Her fik jeg min første sociale og faglige succes. Jeg fik nogle rigtig gode venner, og jeg fandt lige pludselig ud af, at der var flere fag som jeg faktisk var ret dygtig til, og at jeg derved sagtens kunne blive til noget her i livet. Den efterskole min far valgte, var på trods af at hverken min far eller jeg var kristne, en kristen indremissionsk efterskole – guderne må vide hvorfor han valgte lige den. Muligvis fordi han ønskede at bibringe mig noget disciplin og et fastere moralkodeks. Lærerne var qua deres kristne tro meget kærlige og nære med deres elever på skolen, og det var lige præcist hvad jeg havde behov for, så på den måde var den skole et perfekt mach for mig. På den anden side, havde de dog lidt specielle holdninger og overbevisninger. Eksempelvis fortalte jeg skoleinspektøren, at jeg skulle have forkortet venstre ben, da det var fem centimeter længere end det andet ben. Det synes han var så synd for mig, at han fik en præst til at komme, så skoleinspektøren og præsten sammen kunne bede for mit ben. Det foregik ved, at jeg kom ind på et kontor, satte mig på en stol, fik olie i panden og et kort i hånden, og derefter satte præsten og skoleinspektøren sig på gulvet foran mit ben og bedte inderligt til Gud, om at mit ben på mirakuløs vis ville give sig til at vokse de manglende fem centimeter.

Jeg vil i det næste blogindlæg gå videre med at fortælle om hvordan livet var efter de hårde teenageår.